Veganske varer vinder frem

Flere og flere danskere fylder veganske varer i indkøbsvognen. Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Veganske varer vinder frem

Danskerne dropper i højere grad kødet, og det kan mærkes i supermarkederne, hvor salget af veganske varer vokser.

Hvert år ryger der i gennemsnit 52 kilo kød over danskernes tallerkener. Men fortsætter den veganske tendens, kan det tal blive mindre. Flere danskere dropper nemlig kødet, og det kan mærkes i landets supermarkeder.

I Bilka, Føtex og Netto er salget af veganske varer steget med over 35 % alene i 2017.

Læs også Vegansk mad hitter: Folk vil prøve noget nyt

- Vi oplever en øget efterspørgsel, og derfor breder vi det ud og får flere varer på hylderne. Vi forventer, at det vil eksplodere endnu mere lige som med de økologiske varer, som også begyndte som en niche, siger Mads Rye, indkøbschef hos Dansk Supermarked i Bilka i Viborg.

Mere mainstream

Generelt er danskerne blevet mere bevidste om, hvad de putter i munden ifølge en ekspert i detailhandel og forbrugsmønstre. 

- Folk begynder at eksperimentere mere med det veganske og skifter fra og til. Mange lever sådan en dag om ugen, siger Dorte Wimmer, der ekspert i detailhandel og forbrugsmønstre hos Retail Institute Scandinavia.

- Man føler sig sundere og gør noget for dyrevelfærden, og så er det blevet mere mainstream at spise den slags. Før var det kun fanatikere, siger Dorte Wimmer.

Bilka har over 150 forskellige veganske produkter fordelt på forskellige kategorier og er dermed det supermarked i landet med flest veganske varer. Her er de veganske produkter samlet i afdelinger, så forbrugerne let kan finde dem.

Man føler sig sundere og gør noget for dyrevelfærden, og så er det blevet mere mainstream at spise den slags. Før var det kun fanatikere.

Dorte Wimmer, ekspert i detailhandel og forbrugsmønstre, Retail Institute Scandinavia

Sortimentet bliver udvidet

I Bilka, Føtex og Netto hitter særligt  plantefars, falafel, smørepålæg, bønnepasta og færdigretter blandt de veganske produkter. Herunder også ingredienser som linser, bønner og kokosmælk, der er et alternativ til de animalske ingredienser.

Og at de veganske produkter nu også fås i Netto er også et tegn på, at flere og flere spiser vegansk.

- Når vi får det i en discountbutik som Netto, så er det udtryk for, at mange vil have det, siger Mads Rye. 

Føtex har i 2017 udvidet sortimentet af veganske produkter med over 50 %, og i begyndelsen af 2018 får udvalgte Føtex-forretninger omkring 60 nye veganske produkter på hylderne.

Fra i går blev det muligt at købe 400 gram plantefars for 25 kroner i samtlige 600 butikker under Dansk Supermarked rundt om i landet. Den veganske fars kaldes 'Naturli' Hakket' og skal udgøre et alternativ til hakkekød for vegetarer, veganere og andre, som ønsker at nedsætte deres kødforbrug.

Et studie fra Oxford Universitet viser, at en kødspiser, der spiser cirka 100 gram kød på en dag udleder 7,19 kg CO2 om dagen. En vegetar udleder 3,81 kg CO2 dagligt og en veganer, der slet ikke spiser noget, der stammer fra dyr, er nede på 2,89 kg CO2.

Fakta

  • 1,8 % af danskerne eller ca. 100.000 personer lever helt vegetarisk. Ca. 70 % af dem er kvinder.
     
  • 3,9 % af danskerne betegner sig selv som vegetarer eller veganere uden at leve fuldstændig vegetarisk
     
  • Mellem 20 og 30 % af vegetarerne eller ca. 25.000 danskere lever vegansk, vurderer Dansk Vegetarisk Forening. Der findes ikke statistisk sikre tal.
     
  • 8,2 % af danskerne eller ca. 465.000 personer spiser overvejende vegetarisk.
     
Kilder: Vegetarisk Forening, Coop Analyse 2017, DVF og FDB Analyse
02:33 Luk video