Vedersø-forfatter nomineret til ny udenlandsk pris

Forfatteren Dorthe Nors er blevet nomineret til den udenlandske pris Warwick Prize for sin roman ”Spejl, skulder, blink”.

Dorthe Nors, som bor i Vedersø, er nomineret til en udenlandsk pris.
Dorthe Nors, som bor i Vedersø, er nomineret til en udenlandsk pris.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Den kvindelige forfatter Dorthe Nors er blevet nomineret til den engelsk pris Warwick Prize for sin roman ”Spejl, skulder, blink”. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Prisen, som Vedersø-forfatteren er nomineret til, er helt ny, og den er en hyldest til oversat litteratur skrevet af kvinder.

Selvom det er en udenlandsk pris, regner forfatteren ikke med, at nomineringen vil få en afgørende indflydelse på hendes karriere.

- Det er prisen ikke kendt nok til, men det gør jo noget ved ens selvtillid at blive nomineret. Det er da bare rart, at ens bøger bliver værdsat. Det klæder ens c.v., siger Dorthe Nors.

Vinderen af Warwick Prize modtager 1000 pund, svarende til 8500 kroner, men hvis Dorthe Nors vinder, vil hun ikke beholde pengene selv. Dem vil hun give til sin oversætter.

Bogen ”Spejl, skulder, blink” er blevet solgt til udgivelse i 17 lande. Bogen vil blive udgivet i USA i 2018.