Varme i banen i Silkeborg

Silkeborg Stadion får nu varme i banen og kommer dermed til at leve op til de krav, der stilles til stadions i Superligaen.

Silkeborg Stadion har de seneste måneder gennemgået en omfattende renovering. Banen er blevet flyttet og der er lagt nyt græstæppe. Nu kommer der også snart varme banen, og det glæder administrerende direktør i Silkeborg IF Invest A/S, Kent Madsen.

- Det varer ikke længe, før det er et uomtvisteligt krav for at deltage i Superligaen, at man har varme i banen, og vi kan nu med glæde meddele, at vi i samarbejde med Silkeborg Kommune har fundet en løsning på problematikken, siger Kent Madsen til klubbens hjemmeside.

Aftalen betyder, at Silkeborg IF Invest A/S selv betaler for anlæggelsen af varmeanlægget. Kommunen spytter ikke penge i projektet. Til gengæld har klubben fået navnerettighederne til stadion i de næste ti år.