Varevogn slog salto over rundkørsel

Med 100 km/t overså en billist rundkørsel, bragede op over den og landede 25 meter væk.

Det var denne Transporter fra Fyn, der med 100 km/t overså rundkørslen ved Dronningens Boulevard i Herning
Det var denne Transporter fra Fyn, der med 100 km/t overså rundkørslen ved Dronningens Boulevard i Herning
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

En mand i en varevogn overså tilsyneladende, at motorvejen var ophørt. Med 100 km/t drønede han ind i en kantsten i rundkørslen, hvor motorvejen ophører og går over i Dronningens Boulevard i Herning.

- Derefter fløj bilen rundt i luften og havnede 25 meter væk, fortæller politikommissær Henning Præstegaard fra politiet i Herning.

I bilen var en 51-årige mand fra Vissenbjerg på Fyn, som førte bilen, og en 49-årig kvindelig passager, som bor på samme adresse som manden.

Manden slog ryggen og fik en flænge i det ene ben ved ulykken, som skete torsdag klokken 0.30. Han blev bragt til sygehuset ligesom kvinden, som kom med til tjek, da også hun havde slået sig. 

- Årsagen til ulykken kendes endnu ikke, men vi tager rutinemæssige prøver for alkohol og stoffet, oplyser Henning Præstegaard.

Det viste sig, at manden ikke besidder et kørekort.

Den kantsten, der blev ramt, fløj op på en anden bil, men her skete der ikke personskade.   

Fynboernes varevogn mistede motor og udstødning efter flyveturen og er totalskadet.