Varevogn kørte ind i vejbro i Silkeborg

Tirsdag middag kørte en GLS-varevogn ind i viadukten ud til Remstrup Å, og den mistede hele taget til lasten.

Pakkerne stod stadig på laddet, men taget var røget af varevognen.
Pakkerne stod stadig på laddet, men taget var røget af varevognen.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Vejen var tirsdag middag lukket ved viadukten på Sejsvej. Politiet fik en anmeldelse om uheld klokken 11.50, og synet, der mødte dem, var en varevogn uden tag over lasten. 

Taget lå nemlig stadig under den første bro, som varevognen ikke kunne komme under. Det tog politiet omkring en time at rydde op efter uheldet. 

Midt- og Vestjyllands Politi er godt klar over, at det er en lav bro, og det har chaufføren ikke været godt nok opmærksom på. 

- Når man holder til siden i et højt køretøj under de broer, så kan det nemt gå galt. Broen er højest i midten, siger vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi. 

Trafikken kører nu normalt under Sejsvej, og uheldet påvirkede ikke togkørslen, selvom det var jernbanebroen, der blev ramt.