Varetægtsfængsling: Gik amok på institution

En 22-årig mand blev torsdag anholdt for at gå amok på en institution i Kibæk. Nu er han sigtet og varetægtsfængslet.

Ny_ret_i_Herning, skilt.jpg

En 22-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger for at gå amok på en institution i Kibæk. Det oplyser vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet rykkede ud til institutionen torsdag aften lidt efter kl. 18, hvor den unge mand havde truet personalet. Da politiet ankom, kastede han en kniv efter én af betjentene. Selvom han var meget hidsig, fik ordensmagten hurtigt styr på ham.

Manden, der var stærkt påvirket af alkohol, er nu blevet sigtet for trusler, vold mod tjenestemand og ulovlig våbenbesiddelse.