Tiltalt for uagtsomt manddrab: Var i gang med at flytte efter en nat med spiritus

En lettisk mand var i gang med at flytte nogle ting, da han i begyndelsen af december påkørte og dræbte tre personer uden for Holstebro.

Retten i Herning
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

En 24-årig mand er torsdag tiltalt ved Retten i Herning for uagtsomt at have dræbt tre personer ved en trafikulykke på Hodsagervej sydøst for Holstebro.

Ifølge anklageskriftet havde manden en promille på mindst 1,46 og en hastighed på mindst 137 km/t. 

I rettens lokale A har den tiltalte forklaret, at han natten og aftenen forud for denne søndag formiddag i december sidste år havde drukket spiritus med kammerater og arbejdskolleger. Letten kunne ikke huske, hvornår han stoppede med at drikke, men formentlig hen på morgenen.

Han kom til Danmark i begyndelsen af november, da han havde fået en måneds arbejde på en minkfarm. Den tragiske søndag skulle han flytte nogle ting fra et sted til et andet, fordi han snart skulle tilbage til hjemlandet, Letland.

Kendte strækningen - men havde ikke selv kørt den

Den tiltalte forklarede, at han flere gang havde været passager på strækningen mellem sit arbejde og bopæl, men at han ikke selv havde kørt den før.

Søndag den 9. december kørte han i sin fars Ford Mondeo. Han havde ikke kørekort, selvom han havde forsøgt at tage det to gange. I Letland fik han i 2017 påbud mod at køre bil på grund af spirituskørsel.

Lidt efter klokken halv 11 denne søndag gik det galt ved krydset mellem Hodsagervej og Brogårdvej. Han så ingenting og ramte med høj hastighed en Citroën C1, der skulle dreje til venstre ad Brogårdvej. I den sad fire personer, hvoraf tre blev dræbt.

I retten har han forklaret, at han kom kørende ad Hodsagervej, og at det pludselig blev sort. Han vågnede igen på sygehuset. 

Han erkender de fleste af forholdene, men nægter blandt andet, at han har kørt særlig hensynsløst, som ifølge hans forsvarer indebærer, at man bevidst tilsidesætter trafiksikkerheden. Her er det forsvarets opfattelse, at kørsel uden kørekort i spirituspåvirket tilstand med høj hastighed ikke alene gør den tiltaltes handling særlig hensynsløs.

Vidne: Troede, der var gang i en politijagt

Ud over den tiltalte har tre vidner forklaret sig i retten. Ét af dem var en kvinde, der kom kørende mod den tiltalte umiddelbart inden ulykken.

- Jeg troede, at det var en politijagt. Jeg var sikker på, at der kom en politibil efter bilen, sagde hun blandt andet om den tiltaltes kørsel, som hun også kaldte hasarderet.

Af samme årsag måtte hun, ifølge sin forklaring, trække til højre for at undgå at blive ramt af den tiltalte.

Efter planen falder der dom i sagen senere torsdag.