Var forsvundet ni dage: GPS-ur skal forhindre gentagelse

I ni dage var en hjerneskadet mand eftersøgt på hele Mors. Nu har et ur med indbygget GPS givet familien tryghed.

GPS-ur
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

53-årige Michael Nielsen er hjerneskadet og glad for at gå ture, men i september gik det galt, da han forsvandt fra sit hjem på Rehabiliteringscenter Strandgården. 

Ni dage gik der, før han blev fundet i god behold, men den slags situationer vil familien undgå fremover. Derfor har de givet ham et ur, med en indbygget GPS-sender.

- Det betyder alverden, for det giver os en tryghed. Vi ved, at Michael har brug for at komme ud, men det giver også den risiko, at han ikke kan finde hjem igen, siger Marianne Nielsen, der er gift med Michael.

Hvis Michael Nielsen når længere væk end 500 meter fra Rehabiliteringscenter Strandgården, får personalet en alarm på deres telefon. Så kan de se, hvor Michael Nielsen er. 

- GPS'en må selvfølgelig aldrig erstatte omsorg og pleje, men det kan hjælpe os med at finde Michael, hvis han skulle gå igen, siger forstander på Rehabiliteringscenter Strandgården, Birte Steenbock Nielsen. 

Det kræver en tilladelse fra kommunen, hvis man vil udstyre et familiemedlem, der fx er dement eller hjerneskadet med et GPS-ur. 

Michael Nielsen får fjernet GPS'en hver aften, inden han går i seng.