Vanvittigt og ubeskriveligt: Det skriver de om Skjerns sejr

Kommentatorerne står i kø for at rose Skjern Håndbold efter sejren over Veszprem.

Skjern Håndbold vandt 32-25 over Veszprem. Markus Olsson (nummer to fra venstre) scorede sammen med René Rasmussen seks mål for vestjyderne.

Det gav genlyd over hele håndbold-Danmark og langt ud i Europa, da Skjern Håndbold søndag besejrede den ungarske storklub Veszprem med 32-25 i ottendedelsfinalen i Champions League.

Spillere, trænere og kommentatorer står nærmest i kø for at rose vestjyderne for den overraskende og alligevel meget fortjente sejr over de ungarske favoritter.

Læs også Skjern banker favoritterne Veszprem i Champions League

- Vanvittig præstation af Skjern Håndbold i dag med alt det der kendetegner at arbejde sammen som et HOLD. Veszprem gjorde det dimentrale modsatte, skriver DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen på Twitter.

Hans kollega på TV 2, Bent Nyegaard, siger til Ritzau, at der var tale om en af de der specielle dage, hvor "hele håndboldeuropa vil tale om, hvad pokker der skete".

- Det er sådan et resultat, der ikke kan lade sig gøre. Det er ikke, fordi Skjern ikke kunne ende med at vinde, men det var måden, det skete på, og med den margin. Der var ikke noget hokuspokus. Skjern var simpelthen mellem syv og ti mål bedre, og det er en fuldstændig vanvittig situation, siger Bent Nyegaard.

Den tidligere Skjern-spiller Daniel Svensson, der i dag er kollega med Bent Nyegaard på TV 2 Sport, kalder sejren for et af de største resultater i dansk håndbold.

- Veszprems budgetter er jo dobbelt så store, og de er jo et notorisk finalehold i Champions League, hvor Skjern aldrig har været længere, end de er nu. Der bør være forskel på de to hold, og det var der jo også - bare ikke, som vi havde forventet, siger Daniel Svensson til TV 2 Sport.

Flying Danes

Det internationale håndboldmagasin Handball Planet har også noteret sig sensationen og skriver i overskriften: "Flying Danes smash Veszprem".

Ribe-Esbjerg-spilleren Rasmus Boysen, der selv har en fortid i Skjern og følger international håndbold meget tæt, kalder på Twitter sejren for et af de største enkeltstående resultater nogensinde af et dansk klubhold.

- Ubeskriveligt! Skjern slår verdens 2. dyreste hold, Veszprém, med vanvittige 32-25. Alt kan ske i Ungarn, men stadig et magisk udgangspunkt, skriver Boysen.

Den kendte norske håndboldkommentator Harald Bredeli benytter lejligheden til at hylde Skjerns norske anfører Bjarte Myrhol. 

- Det er ikke noe nytt at, at Bjarte Myrhol er god. Men at Skjern Håndbold klasker til Veszprem og vinner 32-25 i Champions League, det er både noe nytt og meget sterkt, skriver Bredeli på Twitter.

Flere kommentatorer hæfter sig ved, at Skjern med lidt held kunne have sikret sig et endnu bedre udgangspunkt inden returkampen i Ungarn på lørdag. 

- Vildt nok, at Skjern nærmest skal være ærgerlig kun at vinde med syv over Veszprem i en CL-ottendedelsfinale. Det ændrer dog ikke på, at sejren er et af de største resultater i nyere tid for et dansk klubhold, skriver BTs nyhedschef Søren Paaske på Twitter.

Skjerns målmand Emil Nielsen taler på skjernhåndbold.dk om en magisk stemning i hallen, men understreger samtidig, at der venter vestjyderne en særdeles svær kamp på udebane.

- Tingene kan gå rigtig stærkt i håndbold. Selvom vi er utrolig stolte og sindssyg glade for resultatet, så er vi også bevidste om, at ingenting er afgjort. Vi er ikke i nærheden af at have sikret os noget som helst endnu, siger Emil Nielsen.

02:31

Skjern Håndbold skulle i dag bide skeer med et af verdens bedste mandskaber - ungarske Vezsprem i ottendelsfinalen i Champions League.

Luk video