Vanvidskørsel: Politi efterlyser vidner

Vanvidskørsel: Politi efterlyser vidner

Det kunne have udviklet sig til en fatal ulykke, da føreren af en rød VW Passat stationcar mandag eftermiddag forhindrede en 37-årig billist i at overhale. Politiet efterlyser vidner. (Arkivfoto)

På Omfartsvejen i Hanstholm udspillede der sig i går eftermiddags et mindre drama, der kunne have fået en fatal udgang for de implicerede parter.

En 37-årig mand kom kørende ad sydgående retning på Omfartsvejen ved Nors. Her mødte han en rød VW Passat stationcar, som han forsøgte at overhale.

- Men mens han foretager overhalingen, så accelererer føreren af den røde Passat op, så den 37-årige mand ikke kan trække ind igen, forklarer Christian Toftemark, der er fagleder af efterforskningen ved Lokalpolitiet i Thisted.

Lastbil måtte undvige

Situationen udviklede sig dramatisk, da der i samme øjeblik kom en hvid lastbil kørende med kurs direkte mod den 37-årige mand, der altså var blevet fanget i det modkørende spor, hvor han uden held forsøgte at overhale den røde Passat.

- Føreren af lastbilen er simpelthen nødt til at trække helt ud til højre for at undvige den 37-årige mand, og det er klart, at det kunne være gået rigtig, rigtig galt, fortæller Christian Toftemark.

Den 37-årige mand kørte umiddelbart efter episoden ind til siden, hvor han straks tog kontakt til lokalpolitiet klokken 15.17. Her oplyste han, at også en lille, hvid VW UP overværede optrinnet.

- Der skete heldigvis ikke noget med nogen, men den 37-årige mand føler sig groft chikaneret af føreren af den røde Passat, og derfor vil vi også meget gerne i kontakt med vidner, der kan bekræfte historien, lyder det fra politiet.

Lokalpolitiet i Thisted vil meget gerne tale med både føreren af lastbilen og den hvide VW UP, ligesom de forventer i løbet af dagen at kunne finde frem til føreren af den røde VW Passat, der altså ikke umiddelbart ville finde sig i at blive overhalet på Omfartsvejen ved Nors mandag eftermiddag.