Vanvidsbilist tager imod sin dom: Vil have straffen overstået hurtigst muligt
Ahmed Ali Ahmed har valgt ikke at anke den dom på 3 års fængsel, som han blandt andet fik for at have påkørt og dræbt en 68-årig kvinde.
For to uger siden modtog 22-årige Ahmed Ali Ahmed (tidligere Ahmed Ferchichi) fra Skive en dom på 3 års fængsel, og her ved udgangen af de 14 dages betænkningstid har han valgt ikke at anke dommen.
- Han har valgt at modtage sin dom, og det har han gjort med den begrundelse, at han gerne vil have den afsonet hurtigst muligt i et rigtigt fængsel frem for i arresten, siger forsvarsadvokat Mads Kjær Jensen.
Bag dommen gemmer sig en lang række færdsels- og narkotikaforseelser, og helt centralt er påkørslen af en 68-årig kvinde i Silkeborg den 19. januar i år. Dommeren og domsmændene i Viborg lagde til grund for dommen, at Ahmed Ali Ahmed havde kørt mindst 115 kilometer i timer, da han ramte kvinden, mens hun var ved at krydse Viborgvej. Kvinden døde på stedet.