Vandvidskørsel: Kørte 188 km/t

En bilist blev blitzet i en 80-zone ved Vinderup. Nu venter der et stort efterspil.

Mellem klokken 15 og 21 blitzede en fotovogn 40 bilister på Salshøjvej ved Vinderup. Målingen blev taget i en zone, hvor fartgrænsen er 80 kilometer i timen.

Fartgrænsen blev dog smadret af bilist, der bragede afsted med intet mindre end 188 km/t. Politiet har endnu ikke fundet frem til bilisten, men når vedkommende er fundet, får det konsekvenser.

Bilisten kan nemlig se frem til at miste kørekortet ubetinget i tre år. Derudover venter en bøde på omkring 8000 kroner.

- Det her er, hvad vi hos politiet kalder en vanvidsbilist. Det er man, når man sætter sit eget og ikke mindst andres liv på spil for at opfylde et behov for fart og spænding. Jeg er desværre ikke overrasket, for vi møder de her typer fra tid til anden, siger Henrik Glintborg, vicepolitiinspektør hos færdselspolitiet i Midt- og Vestjylland.