Vilde idéer: Vandtårns nye ejer har store ambitioner for bygningen

Vandtårnet i Holstebro har fået ny ejer, og han tror på, at det kan blive til noget helt anderledes.

Vandtårnet i Holstebro har fået ny ejer.
Vandtårnet i Holstebro har fået ny ejer.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Mulighederne var mange, mente ejendomsmægler Lars Taulbjerg, da han i efteråret sidste år fik til opgave at sælge vandtårnet i Holstebro.

Nu er der så fundet en køber. En køber, der har forelsket sig i den noget anderledes, men meget genkendelige bygning med en af byens bedste udsigter.

Køberen hedder Michael Smith, og han er direktør for 3P Technology. Han har måtte slippe en halv million for tårnet.

- Det er et vartegn her i Holstebro. Mange af os kender det og kører forbi hver dag, og så ligger det centralt i byen, så jeg syntes, det var synd, hvis det gik tabt, forklarer han.

Hvis du altid har drømt om at bo i et vandtårn, så er det nu, du skal slå til.
Hvis du altid har drømt om at bo i et vandtårn, så er det nu, du skal slå til.
Foto: Nybolig Erhverv, Holstebro

Masser idéer

Michael Smith har dog ikke bare købt bygningen, for at den skal stå til pynt. Han har nemlig mange planer med den.

Højst på ønskesedlen er en ny svømmehal.

- Oppe i toppen kunne man lave sådan et wellness/spabad, og så kunne man gå rundt, og så havde man en svømmehal nede ved bunden, fortæller han begejstret.

Der er dog også andre muligheder, forklarer han.

- Vi kan lave ungdomsboliger nede på siderne, hvor vi stadig bevarede formen af tårnet, så man kunne se paddehatten.

Michael Smith viser en tegning af en mulig spa i toppen af vandtårnet frem.
Michael Smith viser en tegning af en mulig spa i toppen af vandtårnet frem.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Glad ejendomsmægler

Da ejendomsmægler Lars Taulbjerg fik til opgave at sælge tårnet, der vidste han ikke, hvor det ville ende. Han er derfor godt tilfreds med salget.

- Michael er en kreativ fyr, der tænker en masse gode tanker og har hjertet på det rette sted. Det banker for byen og arkitekturen, så jeg var egentligt glad for, at han var i spil, fortæller han.

Michael Smiths drøm er, at der kan blive lavet svømmehal ved tårnet.
Michael Smiths drøm er, at der kan blive lavet svømmehal ved tårnet.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Michael Smith overvejer også, at det kan være en mulighed, at hans ejet firma rykker op i tårnet.

- Vi kunne godt bruge det her som et show- og simulatorcenter, så det kunne også være en mulighed, siger han.

1:53