Vandsportsmekka åbnet i Thisted

Thisted fik lørdag sin helt egen Cable Park til wake-boarding.

14062014_kabelbane.jpg

Thyboere med hang til wake-boarding har fået en ny legeplads. I dag åbnede Thy Cablepark i Thisted med en 170 meter lang kabelbane.

Bag banen står en gruppe frivillige, der har arbejdet på projektet i to år.

- Vi har arbejdet utrætteligt og brændt vores koner af alt for mange gange. Men dagen i dag er bare det hele værd, siger formand for Thy Wakeboard Thomas Bruhn Helleberg.

I parken er der også svømmebane og plads til både kajakroere og windsurfere. Dét og det nye strandområde har kostet godt en million kroner. Lokale- og Anlægsf Fonden i Thy har givet 350.000 kroner, Thisted kommune har betalt 170.000, mens de sidste penge er kommet fra lokale fonde.

Drømmer om endnu mere

Initiativtagerne har dog ikke fået stillet deres sult for kabelbaner med dagens åbning.

- Vi har et ønske om at få kabel nummer to, så vi kan få nogle konkurrencer, der er interessante for hele Surfdanmark, siger Thomas Bruhn Helleberg

Klubben Thy Wakeboard, der står for banens drift, håber flere får øjnene op for den højtflyvende vandsport. Derfor kan man gratis prøve banen de første fjorten dage.