Vandingsmaskiner giver problemer for trafikken

Landmænd, der ikke har fået indstillet deres vandingsmaskiner ordentligt, kan i stedet indstille sig på et besøg fra politiet.

Det er sprøjtemaskiner som denne, der kan skabe problemer for trafikken. Foto: TV MIDTVEST

Selvom sommerferien har ramt landsdelen, har lokalpolitiet i Herning nok at tage sig til.

På landevejene omkring Herning er der nemlig opstået et problem, der giver udfordringer i trafikken.

- Bare i løbet af denne weekend har vi fået 12-15 klager over vandingsmaskiner, der sprøjter vand ud på kørebanen, forklarer Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Kan give bødestraf

Og selvom der ikke er tale om nogen stor forbrydselse, så tager politiet den våde problemstilling særdeles seriøst.

- Det kan jo især være farligt, når de tohjulede trafikanter kommer forbi. Motorcyklister og cyklister er ret udsatte, hvis der lige pludselig kommer et ordentligt sprøjt, lyder det.

Når vandingsmaskinerne sprøjter ud på kørebanen, er det en overtrædelse af færdselsloven paragraf 87. Her står der, at man ikke må henkaste eller efterlade noget, der kan være til fare eller ulempe for færdslen.

Derfor kan de løbske vandingsmaskiner da også få konsekvenser for landmændene. 

- Vi tager en snak med dem og giver dem en bøde på 1.000 kroner. Men det plejer ikke at være anledning til yderligere problemer, slutter Henning Præstegaard.

Han kan i øvrigt berette, at det har været en rolig weekend, hvor klager over høj sommermusik er, hvad politiet primært er blevet tilkaldt om.