Vanddybden koster kroner

De helt store tankskibe har det svært i Limfjorden, fordi vandstanden er for lav. Det kan koste flere industrihavne livet.

220212limfjord.jpg

Når de helt store tankskibe kommer til havnene i Limfjorden, bliver de nødt til at omlæsse helt op til en fjerdedel af deres last, fordi de ellers stikker for dybt til at anløbe. Så skal den resterende last transporteres i lastbiler.

Det er flere olieselskaber nu trætte af.

Skibe vigtige for Struer

Det er eksempelvis et problem i Struer havn.

 - Olien er en meget væsentlig del af vores omsætning. Stopper de med at sejle til Struer, får vi store problemer, siger formand for Holstebro-Struer Havn Niels Viggo Lynghøj.

I 2010 omsatte Holstebro-Struer Havn for knap seks millioner kroner - heraf udgjorde olien næsten 70 procent.

Derfor vil Vestlige Limfjordshavne have sejlrenderne gjort dybere, så skibene fortsat kan anløbe.

Store konsekvenser

 - Havnene kan miste deres omsætning, og det betyder, at de lukker, hvis sejlrenderne ikke bliver gravet dybere, siger formanden for Vestlige Limfjordshavne, Jens Peder Hedevang.

Repræsentanter for Vestlige Limfjordshavne skal derfor i audiens hos Folketingets Transportudvalg torsdag for at overbevise udvalget om, at det er nødvendigt at lave dybdemålinger af sejlrenderne i Limfjorden.

Det anslås, at de indledende opmålinger vil koste omkring 800.000 kroner.

 

2:01
Dårlige indsejlingsforhold ved Løgstør og Thyborøn betyder, at tankskibe ikke kan anløbe Limfjordshavne med fuld last.