Vand er det nye vind

Vand er det nye vind

Regeringen lægger op til en massiv økonomisk satsning for at gøre dansk vandteknologi til den næste store eksportsucces på højde med vindenergien.

Danmark skal have et nyt nationalt vandteknologisk testcenter. Det mener i hvert fald Miljøministeriet, der, som en del af finansloven, barsler med store planer for udviklingen af dansk vand. Den nyhed jubler de over hos Herning Vand.

- Branchen, som den ser ud, består af en hel del mindre aktører, som har svært ved at trænge igennem hver for sig, så det at samle et testcenter og et fælles talerør gør, at man har en større tiltro til, at vi kan lave et nyt eksporteventyr på vand, uddyber Niels Møller Jensen, Direktør, Herning Vand.

Stort potentiale i vand

Det nye testcenter kommer til at koste 16,7 millioner kroner. Det er penge, som er afsat over de næste to år, for der er meget at hente.

-  Nu tilbyder vi det ypperste isenkram inden for måleinstrumenter, topmoderne laboratorier og andre demonstrationsfaciliteter. På den måde styrker vi ny forskning og udvikling i Danmark, øger eksporten og får flere i job, forklarer miljøminister Ida Auken, SF, i en pressemeddelelse.

Region Midtjylland er i fuld gang

Regionen arbejder allerede med udvikling af vandteknologi. Væksthuset i regionen har nemlig i år begyndt et nyt projekt, der skal gøre globale udfordringer med vand til forretningsmuligheder for lokale virksomheder.

Læs mere om det projekt via dette link