Van der Vaart-afløser giver FCM-hovedbrud før slutspil

FC Midtjyllands træner Jess Thorup havde roser til Mikkel Duelund efter fredagens 2-0 sejr i Randers.

Foto: Jens Kolding, TV MIDTVEST

FC Midjylland fik forårets første sejr via 2-0 i udekampen fredag mod Randers FC. Dermed tog midtjyderne et stort skridt mod slutspillet og avancerede til tredjepladsen i Alka Superligaen.

FCM-træner Jess Thorup noterede sig gode præstationer af forsvareren Kristian Riis og målscoreren Mikkel Duelund, der ydede et sandt arbejdsraseri. Duelund havde mod Randers igen fået chancen centralt på midtbanen i fraværet af Rafael van der Vaart, og den unge målscorer har givet Thorup noget at tænke over.

- Der er virkelig hård konkurrence om hver eneste position. At en ung spiller som Duelund igen satte det aftryk vidnede om, at der er masser af fundament i truppen.

- Jeg glæder mig over at have den hovedpine om, hvem der skal spille, siger cheftræner Jess Thorup.

Selv har Duelund flere forklaringer på sine gode præstationer i forårets første kampe.

- Jeg har følt mig klar, også oven i hovedet. Jeg har fået en bedre indstilling til tingene, siger Mikkel Duelund, som har lært af at spille ude på kanten.

- Jeg er ung og har masser at lære. Men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg helst vil spille inde på midten, siger han.

Sejren var FCM's første i fem kampe.

- For os handlede det også om at få noget momentum og få gang i en stime. Vi syntes, vi havde en god start mod Viborg, men det kom til at lyde hult, når det kun blev 0-0. Men tre point luner, siger Jess Thorup.

- Vi skal primært skrabe så mange point sammen som muligt og så højt op i tabellen som muligt, og sejren var vigtigt i den forstand. Men målet er så klart at komme med i slutspillet, og det kom vi, siger han.

/ritzau/