Valgren om vennens triumf: Det går lige i hjertet

Det kom som en stor overraskelse for Michael Valgren Hundahl, at Mads Pedersen var hurtigst i VM-opløbet.

Michael Valgren Hundahl (tv.) er rørt over vennen, Mads Pedersens (th.) triumf til VM i landevejsløb. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Cykelrytteren Michael Valgren Hundahl, der kommer fra Østerild i Thy, er rørt, efter at holdkammeraten Mads Pedersen blev verdensmester i professionel landevejsløb som den første danske herrerytter nogensinde.

Læs også Telt i soveværelset og ny træner har givet Valgren fornyet tro på tingene

Valgren var tydelig overrasket, da han krydsede målstregen som nummer seks og så navnet Pedersen øverst på lystavlen.

- Da jeg så, at han stod øverst, var det et kæmpe chok for mig. Jeg havde ikke regnet med, at han ville vinde. Han er en god kammerat, så det går lige i hjertet.

- Jeg er ovenud lykkelig. Det er så flot kørt af Mads. Han var den stærkeste på dagen og sparede ikke på noget. Det er flot kørt, det er store nosser, siger Michael Valgren Hundahl.

Valgren var sammen med Jakob Fuglsang udnævnt som danske kaptajner, men kunne altså se den unge Trek-rytter stjæle rampelyset på en lang og regnfuld søndag i Yorkshire.

- Det er kæmpestort, og noget vi aldrig har set før. Det er helt vanvittigt, og så er han kun 23, siger Valgren.

Læs også Valgren overvejede cyklingen: - Jeg var faktisk stoppet

Hans egen sjetteplads bekræfter Valgren i, at han er i klar fremgang efter en ellers besværlig sæson.

- Jeg er også godt tilfreds. Mads kørte supergodt. Derfor skulle jeg vente, og det gjorde jeg også. Han låste mig lidt, men når han vinder, er det okay. Vi kørte et skidegodt cykelløb som landshold, siger Michael Valgren Hundahl.

/ritzau/