Valgren: Jeg gik sukkerkold

Thyboen Michael Valgren leverede en solid indsats til VM i cykling, men til sidst kunne han ikke sidde med de allerbedste.

290615Valgren.1.jpg

Det danske cykellandshold præsterede flot til VM i landvejscykling, men der var ingen medaljer til de rød/hvide da rytterne kørte over målstregen. Også thyboen Michael Valgren må rejse tomhændet hjem fra Richmond i USA.

- Vi fulgte vores taktik med at være vågne. Men det var et hårdt cykelløb. En sindssyg positionskamp, som kostede mange kræfter. Især når vi kom til bakkerne. Det betød også at jeg fik lidt for lidt at spise og gik nok lidt sukkerkold til sidst. De andre kørte simpelthen stærkere end os, til sidst - der er ikke så meget mere at sige til det, siger Michael Valgren til nordjyske.dk.

Det var de absoluttede verdensstjerner der løb med medaljerne. Slovakken Peter Sagan, der til daglig kører for Team Tinkoff-Saxo endte øverst på skamlen.

Løbet markerede samtidigt afslutningen på Michael Valgrens sæson, hvor han for første gang i karrieren kørte Tour de France.

- Sidste år kørte jeg fra januar til oktober - det var rigeligt. I år får jeg tidligere fri og det er jeg rigtig glad for, siger Michael Valgren til nordjyske.dk.