Valgren efter Fuglsang-exit: Det eneste rigtige at gøre

Michael Valgren har fuld forståelse for, at Jakob Fuglsang udgik på fredagens 13. etape af Tour de France.

Michael Valgren tour
Foto: Grøtt, Vegard Wivestad/Scanpix

Michael Valgren (Astana) fik først ved holdbussen i målområdet beskeden om, at landsmanden og holdkammeraten Jakob Fuglsang var udgået på fredagens 13. etape.

Og det var en besked, som blev modtaget med både ærgrelse og forståelse.

- Det var måske forventeligt. Han havde det jo ikke godt, og Jakob har før prøvet med sådan noget, hvor han efterfølgende var helt "fucked". Det er der ingen grund til at gøre igen, så det var det eneste rigtige at gøre, siger Valgren.

- Han har to brud, som gør, at han sidder skævt på cyklen, og det her er altså verdens hårdeste cykelløb, så det var ikke til at fortsætte med.

De to danskere har været værelseskammerater under Touren og træner også til dagligt sammen i Monaco.

Valgren er ekstremt ærgerlig over at skulle undvære sin landsmand i resten af Touren.

- Det er på godt jysk rigtig træls. Der er jo ikke så mange andre at snakke dansk med og snakke med generelt, siger han om udsigterne til resten af løbet.

- Jeg har været glad for at have Jakob ved min side, men heldigvis er der kun godt og vel en uge tilbage, så det skal nok gå.

Astana har den gule trøje siddende på Fabio Aru, og kunne Fuglsang være kommet sig nogenlunde frem til hviledagen mandag, kunne han være blevet en vigtig hjælper for Aru i bjergene i den sidste uge.

- Det er selvfølgelig super ærgerligt for holdet, men det var det eneste rigtige for Jakob, slår Valgren fast.