Valgplakater sat op for tidligt - konkurrent ville have dem ned

Gitte Willumsen (V) undrer sig over, at valgplakater med hendes ansigt hang for tidligt i Silkeborg.

Nogle plakater hænger foran politistationen i Silkeborg. Foto: Thomas Jensen, Socialdemokratiet

I Silkeborg er valgkampen begyndt. Endda lidt for tidligt, hvis man spørger Thomas Jensen fra Socialdemokratiet.

Der er tid nok til, at de får Venstres folketingskandidater og plakatfolk til at tage plakaterne ned

Thomas Jensen, Socialdemokratiet

For Venstre har hængt valgplakater op længe før, det er tilladt, så der ikke er plads til andre partiers valgplakater på det, Thomas Jensen kalder for ”de gode steder”.

Læs også Forsker: Valgplakater kan flytte stemmer mellem kandidater

- Det er ikke i orden. Vi Folketingspolitikere laver landets love, så skal vi også overholde dem. Kristian Jensen, landets finansminister, og Kristian Pihl Lorentzen overtræder begge vejloven ved at hænge plakater op før tid, siger Thomas Jensen til TV MIDTVEST og fortsætter.

- Vi andre partier skal ud med alle vores frivillige klokken 12.00, men Venstre har taget samtlige plakatpladser i Silkeborg Kommune. De har hængt 2-3.000 plakater op før tid, så på den måde for demokratiet også svære kår i valgkampen her i Silkeborg

Forud for lørdagens plakatopsættelse skrev Thomas Jensen et opslag på Facebook, hvor han håbede, at Silkeborgs borgmester, Steen Vindum (V), ville få plakaterne pillet ned. 

Borgmester fik plakater taget ned

Og det har vist sig at virke. For mens TV MIDTVESTs journalist interviewede Thomas Jensen - et interview der foregik før klokken 12.00 - lagde de mærke til, at kommunens folk var ved at pille de ulovlige plakater ned.

- Det her overskrider en grænse både moralsk og juridisk. Og det er jeg ked af. Jeg synes, vi skal spille fair og ikke tage nogen fordel frem for nogle andre, siger borgmester i Silkeborg Steen Vindum (V) og fortsætter:

- Når de bliver hængt op allerede i nat virker det både orkestreret og planlagt. Og det er jeg nødt til at tage afstand fra - både som formand for valgbestyrelsen, men også som borgmester i Silkeborg.

Håber, det koster Venstre stemmer

Foruden at nogle af de ulovlige plakater blev pillet ned, så tror Thomas Jensen på, at det kan få andre konsekvenser for Venstre.

- Jeg tror, at det her vil koste Venstre stemmer. Når folk kan se lovgivere være ligelgade med loven, de siger, at den skal gælde for folket – ikke os selv, så håber jeg på, at folk vil kvittere med ikke at stemme på Venstre, siger Thomas Jensen.

Regler for ophængning af valgplakater:

Valgplakater må ophænges i perioden fra kl. 12.00 den fjerde lørdag inden valgdagen og indtil 8 dage efter valget.

 

Plakater, der er ophængt før kl. 12 den fjerde lørdag inden valgdagen, vil blive fjernet. Silkeborg Kommune opfordrer til at opsætningen på private arealer i det åbne land, private bygninger og arealer i byzone, følger den lovbestemte ophængningsperiode for ophængningen ifølge vejlovens § 84.

 

Kilde: Silkeborg Kommune

Se mere

Kristian Pihl Lorentzen, Kristian Jensen og Gitte Willumsen

Det er disse tre Venstre-politikere, der har hængt plakater af i Silkeborg, inden det var tilladt.

Og det undrer Gitte Willumsen, at de hang der.

- Det undrer også mig, at de hænger der allerede. Det er ikke noget, jeg har organiseret. Jeg har sagt til mine folk, at de skulle hænges op klokken 12 - ikke tidligere, siger hun til TV 2 Østjylland.