Valgdeltagelsen har kurs mod dansk rekord ved EP-valg

Flittige vælgere har bragt det danske EP-valg inden for rækkevidde af stemmerekord, viser Ritzaus stikprøver.

Der er mulighed for at stemme til EU-valget frem til klokken 20.00.
Der er mulighed for at stemme til EU-valget frem til klokken 20.00.
Foto: Bo Amstrup - Ritzau Scanpix

Der har været travlt i valglokalerne indtil videre rundt omkring i landet.

Valget til Europa-Parlamentet har budt på tydeligt højere stemmeprocenter end ved seneste valg, viser Ritzaus stikprøver.

Klokken 18 var stemmeprocenten i et udvalg af kommuner og valgsteder på 56,6 procent. Ved samme tidspunkt af valget i 2014 var det kun 46,0 procent af de mulige vælgere, der havde stemt på de samme valgsteder.

Målingen dækker over kommuner og valgsteder med knap 400.000 stemmeberettigede. Brevstemmer afgivet før valgdagen tæller med i opgørelserne.

På nuværende tidspunkt tyder stikprøverne dermed på, at valgdeltagelsen slutter et godt stykke højere end i 2014, hvor 56,3 procent havde stemt, da dagen var omme.

Og rekorden for valgdeltagelse ved et dansk EU-parlamentsvalg nogensinde - 59,5 procent i 2009 - er inden for rækkevidde.

I alt er der omkring 4,2 millioner stemmeberettigede vælgere til det danske EP-valg i år. De har indtil klokken 20 til at afgive deres stemmer. De sidste valgsteder lukker dog lidt senere, da alle vælgere i kø får lov til at stemme.

Høje procenter i Midt- og Vestjylland

Flere steder i regionen er der offentliggjort valgprocenter i løbet af dagen.

I Herning er vælgertallet i procent klokken 18 på 49,7. På samme tidspunkt af døgnet ved sidste valg til Europa-Parlamentet var det tal på 39,4 procent.

I Lemvig er vælgertallet klokken 18 på hele 58,1 procent.