Valentinstravlhed: Blomsterbud har været ude med mere end 50 buketter

​Flere og flere tager valentinsdag til sig og giver blomster til en heldig modtager den 14. februar. Det giver travlhed i blomsterbranchen.

Blomsterbuddet Viggo Gade har rygende travlt på valentinsdag, hvor han deler blomster ud fra morgen til aften.
Blomsterbuddet Viggo Gade har rygende travlt på valentinsdag, hvor han deler blomster ud fra morgen til aften.
Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

Nogle kalder det for kommercielt. Andre elsker det.

Men én ting er dog sikkert: Der bliver hvert år solgt masser af blomster den 14. februar, når kærlighedens dag, valentinsdag, bliver fejret.

Derfor har der dagen igennem været travlhed i blomsterbranchen.

- Det er ikke nogen dårlig idé at give en buket blomster. Vi er i hvert fald glade for det, det siger sig selv, siger blomsterbuddet Viggo Gade, som dagen igennem har bragt blomster ud til heldige modtagere i Holstebro.

- I dag har vi nok været ude med omkring 100 buketter, og jeg kommer nok til at levere 50-60 af dem. Så jeg kan godt få dagen til at gå, lyder det.

Flere og flere fejrer valentinsdag

Selvom valentinsdag er et forholdsvist nyadopteret kærlighedskoncept på vores breddegrader, bliver danskernes tilslutning til en dag i romantikkens tegn større og større.

Dansk Erhverv vurderer, at omkring hver fjerde dansker fejrer valentinsdag. En tendens, man i den grad kan mærke i blomsterbutikken på Viborgvej i Holstebro.

 - Vi har rigtig travlt. Vi har fået mange ordrer, og vi har ligget på vejen siden klokken halv 10 i morges, siger indehaver Lone Veje.

- Så det er gået rigtig godt. Det er alt fra unge mennesker på 15-16 år og opefter, der kommer forbi. Nogle gange har vi også folk helt oppe i 80’erne, der kommer for at købe blomster.

Flest mænd i butikken

Ifølge blomsterhandleren er det særligt et køn, der vælger at besøge butikken på en dag som i dag.

- Det er næsten alle sammen mænd, der kommer forbi på valentinsdag. Det synes jeg da er dejligt, griner Lone Veje.

Antallet af danskere, der fejrer valentinsdag er steget fra 16 til 24 procent siden sidste år.

1:25
Blomsterbranchen nyder godt af danskernes trang til at glæde hinanden med blomster på valentinsdag.