Vaks nabo forhindrede tyveri

En nabo fik tilkaldt politiet, som pågreb fire indbrudstyve på spil i bortrejst families hus.

Mens en familie fra Herning var draget på ferie, stod huset efterladt hjemme på Islandsvej i Herning.

Fem indbrudstyve så derfor mandag aften chancen for at kunne ”arbejde” uforstyrret på at tømme huset for værdier, mens familien var væk.

Naboen opdagede dog, at noget var på færde, da en bil med en mand cirkulerede rundt om huset ad flere omgange for senere at vende tilbage med yderligere fire mand.

Herefter kontaktede naboen politiet kl. 19.57, som stillede med flere mænd på adressen kort efter.

- Gerningsmændene forsøgte først at stikke af, men vi var rigeligt med folk dernede, fortæller vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Det lykkedes dog en af tyvene at slippe væk.

De fire anholdte indbrudstyve i alderen 17-19 år indrømmede at have været inde i huset på Islandsvej.

En hundepatrulje fandt senere smykker uden for huset, som det var lykkedes gerningsmændene at få fingre i.

- Det er da rart med nabohjælp på den måde, fortæller vagtchefen.

Han oplyser, at tre er løsladt, da de ikke tidligere har været i politiets notesbøger. Den fjerde på 18 år fra Herning forventes fremstillet i grundlovsforhør senere tirsdag.

Opdateret kl. 9:12