Vagtchef: En god orkan

Både i Thorsminde og Hvide Sande har vindstødene ifølge DMI været oppe på 40 meter per sekund. Det er en "god orkan", som vagtchefen udtrykker det.

Hvide Sande Havn under Gorm

Stormen Gorm har allerede dæmpet sig meget. Men lidt i klokken 20 var vindstødene i både Thorsminde og Hvide Sande oppe på 40 meter pr sekund.

- Det er en god orkan, siger vagtchef ved DMI,  Mogens Rønnebek, til TV MIDTVEST. Allerede ved vindstød med 32 meter i sekundet er der tale om vindstød med orkanstyrke.

Ifølge havnechefen ved Hvide Sande var målingerne dog endnu højere. Her har man mistænkt måleren for at vise for lidt, og den har ifølge Henning Yde været helt oppe på 42 meter i sekundet.

Gorm er videre
Både i Hvide Sande og Thorsminde viser DMI's målinger nu, at vindstødene er nede på 20-25 meter i sekundet. Inde over land på 15-18 meter i sekundet.  Så den værste blæst er ifølge Mogens Rønnebek ovre nu. Til gengæld kan der komme nye udfordringer.

- Vi holder stadigt øje med vandstandsstigningen, forklarer vagtchefen.

Han regner med at vandet langs den jyske vestkyst vil stige til mellem 2-2,5 meter over normal vandstand. I Limfjorden vil vandet formentlig komme op på 1,3-1,8 meter over normal vandstand.