Værtshusejer sigtet for uagtsomt manddrab

En 47-årig værtshusejer af værtshuset Savannen i Nykøbing er blevet sigtet for uagtsomt manddrab, efter en 19-årig gæst i sommer døde af et fald på en bagtrappe.

l, terninger 171212_0.jpg

Den 15. juni 2015 afgik en 19-årig mand ved døden, da han en tidlig morgen slog sit hoved så kraftigt, at han døde af sine kvæstelser.

Den nittenårige var faldet på en bagtrappe på værtshuset Savannen i Nykøbing, og derfor bliver den ene af værtshusets ejere nu sigtet for uagtsomt manddrab.

- Grundlaget er, at vi mener ud fra vores efterforskning at kunne bevise, at man har været vidende om, at den her dør, hvor faldulykke sker, har været farlig. Ud fra den betragtning, at man har været vidende om det og ikke har ageret og sikret den her dør, så har vi valgt at sigte en af ejerne for uagtsomt manddrab, siger Christian Toftemark til TV MIDTVEST.

Ulykken skete omkring klokken 7 om morgenen, hvor den 19-årige mand var uheldig at læne sig op ad døren ned til kælderen, som burde være aflåst. Men det var den ikke denne morgen.

Værtshuset har været lukket siden ulykken, og der er ikke fastlagt nogen genåbningsdato.