Værtshusballade i Thyborøn udviklede sig dramatisk

Tre mænd er lørdag formiddag ved at blive afhørt for blandt andet at have truet sig til en bil og for at have forvoldt fare for liv og førlighed, i Thyborøn, i nat.

Ny politibil front, udrykning 150713.jpg

Det startede med en helt almindelig lørdag aften på værtshuset Ankerpladsen i Thyborøn. Men udviklede sig i løbet af kort tid til voldsom hærgen og forsøg på personlig påkørsel.

- Det er da voldsomt, det, der har foregået derude, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen, til TV MIDTVEST.

Efter noget ballade på stedet endte servitricen, ifølge TV MIDTVEST's oplysninger, med at tilkalde restauratøren. Da han ankom til stedet var der faldet ro på, men pludselig kom tre af personerne ind igen. De blev afvist i døren og truede derefter med at smadre alting.

Et kvarter efter blev restauratøren ringet op af sin kone. Ukendte gerningsmænd havde været hjemme hos dem og kastet sten og blomsterkrukker ind gennem vinduer og døre.

Restauratøren skynder sig ud til sin bil. Udenfor kommer en bil imod ham og han bliver klemt op imod bilen. Da han slipper væk forsøger bilen at påkøre ham, men han når lige at komme i sikkerhed i sin egen bil. Sidespejlet bliver kørt af.

Herefter kører den ukendte bil væk.

- Det er at forvolde fare for andres liv og førlighed og det er ganske alvorligt, forklarer Henrik Nielsen.

Pludselig stod der en mand i entreen
Bilen havde gerningsmændene kort forinden truet sig til hos en anden adresse i Thyborøn. Her var et ægtepar netop hjemvendt fra en ferie, da en mand pludselig stod i deres entre med en trøje trukket over hovedet.

- Han forlangte at få bilnøglerne, men da parret i første omgang nægtede, skubbede han kvinden omkuld og truede manden indtil han fik nøglerne, forklarer Henrik Nielsen.

Bilen er nu fundet udbrændt, i Bækmarksbro.

Tre formodede gerningsmænd er anholdt 
Politiet har i nat anholdt tre personer i sagen, mens man leder efter en fjerde.

Den ene er en 24-årig mand fra Thyborøn. De to andre er henholdsvis en 19-årig mand fra Juelsminde og en 23-årig mand fra Hjørring. Politiets formodede fjerde gerningsmand er også fra Thyborøn-området.

- Nu skal vi have dem afhørt og vurderet om de skal stilles for en dommer i dag, forklarer Henrik Nielsen.

Foreløbig er mændene sigtet for med ulovlig tvang at have taget en bil, for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed og for at have brændt den stjålne bil af.