Vært efter eksperiment: Man kan sagtens holde fødselsdag uden Facebook

Katrine Fuglsang er studievært hos TV MIDTVEST. Foto: Sara Refsgaard Jensen, TV MIDTVEST

Vært efter eksperiment: Man kan sagtens holde fødselsdag uden Facebook

Katrine Fuglsang meldte sig frivilligt, da TV MIDTVEST startede eksperimentet ”Kan vi undvære Facebook”. Nu er hun tilbage.

Da studievært Katrine Fuglsang hørte om TV MIDTVESTs Facebook-eksperiment, hvor vi og fire midt- og vestjyder skulle undvære Facebook i to uger, sprang hun straks til.

Dengang fortalte hun, at det sværeste ville blive, at hun skulle holde fødselsdag og havde lavet en begivenhed på Facebook.

Læs også Vært slukker for Facebook: - Det sværeste bliver, at jeg har fødselsdag

Nu er tiden så gået og fra midnat kunne værten igen logge på Facebook.

- Man kan sagtens holde fødselsdag uden Facebook. Jeg lavede en Messenger-samtale med alle gæster og skrev, at de kunne skrive der. Men der var ingen der skrev. De mødte bare op i stedet, og det var nemt, forklarer hun.

Vores forsøgspersoner har fået lov til at beholde Facebook Messenger-appen i perioden. Det er et chatværktøj, hvor man kan sende beskeder til sine venner.

Ikke helt det samme

26-årige Katrine Fuglsang fortæller, at hun på sin fødselsdag kunne mærke, at hun ikke var på Facebook.

Læs også Trine Jepsen er tilbage: Undskyld hvis jeg har glemt en fødselsdag

- Min fødselsdag var faktisk ikke helt det samme. Jeg plejer jo at få en masse hilsner, men i år fik jeg måske kun 10, for de var fra dem, der skrev privat. Det er ikke helt den samme følelse, fortæller hun og tilføjer:

- Men så havde jeg jo bedre tid til at svare de ti.

Men udover sin fødselsdag forklarer hun, at hun nærmest ikke har savnet Facebook.

- Jeg har klart fået færre nyheder, for perioden var ikke lang nok til, at jeg fik ændret adfærd. Men de store nyheder er jeg ikke gået glip af, fortæller hun og tilføjer, at hun godt kan se, at hendes forbrug af andre sociale medier som Instagram og LinkedIn er steget.

DANSKERNES BRUG AF FACEBOOK

  • 53 procent af danskerne får ifølge Reuters News Initiative ugentligt deres nyheder fra Facebook. 10 procent angiver, at sociale medier er deres primære nyhedskilde.
  • I DR Medieudviklingen 2016, angav 73 procent af den unge målgruppe i alderen 15-29 år, at de dagligt eller næsten dagligt bruger nyheder via sociale medier.
  • TV MIDTVEST deler typisk 8-15 opslag på de forskellige Facebooksider dagligt. Brugen af Facebook har været med til at give tvmidtvest.dk en betydelig vækst i antallet af brugere, der ser og læser med.
  • Omkring 40 procent af trafikken til tvmidtvest.dk kommer fra sociale medier, hvor Facebook står for hovedparten.

Tjekket Facebook én gang

Studieværten forklarer, at hun siden midnat kun har tjekket Facebook en gang.

- Kort efter midnat gik det pludselig op for mig, at jeg måtte gå på Facebook igen. Det var ikke noget, jeg havde talt ned til, siger hun og griner.

Da Katrine Fuglsang kom tilbage på Facebook havde hun 46 notifikationer og syv venneanmodninger.

- Det var fint. Jeg havde dog mest fokus på at få sagt tak for de mange fødselsdagshilsner, der var kommet, forklarer hun.

I løbet af dagen i dag har hun ikke været på Facebook, og hun har ikke tænkt sig at forøge sit forbrug.

- Appen kommer ikke tilbage. Jeg har den kun i browseren, for der er brugeroplevelsen dårligere, og på den måde kan jeg nudge mig selv lidt, slår hun fast og fortæller, at hun også overveje at droppe Snapchat, om ikke andet så bare som et forsøg.