Værktøjstyve snuppet ved polsk-tysk grænse

Tre litauere blev fanget af grænsepoliti kun få timer efter, de havde stjålet for flere tusinde kroner værktøj i Tjele øst for Viborg.

Torsdag middag anholdt tysk grænsepoliti tre litauere ved den polsk-tyske grænse. De tre mænd havde bilen fyldt med værktøj, som de havde stjålet fra Tjele Træemballage øst for Viborg.

- Vi modtog tyverianmeldelsen tidligt torsdag morgen og fik skrevet tyvekosterne i registeret. Da det tyske politi standsede de tre mænd, ringede de til dansk politi og spurgte, om det var noget, vi kendte til, fortæller Henrik Hansen, Politiassistent i Viborg Lokalpoliti.

Dejlig historie

Mændene havde stjålet 12 sømpistoler, en 500 kilo tung kompressor, vinkelslibere, boremaskiner, skruemaskiner samt en ukendt mængde diesel fra en lastbil udenfor Tjele Træemballage. Få timer efter tyveriet blev de stoppet mellem Polen og Tyskland.

- De må være kørt direkte fra indbruddet og ned over grænsen. Det er da en dejlig historie, at vi så hurtigt fangede dem, siger Henrik Hansen.

De tre litauere er nu anholdt og sigtet for indbrud.