Væltet svinetransport: 50 grise slap fri

Det var en vogn med cirka 110 grise, der mandag morgen væltede i rundkørslen vest for Thisted. 50 af dem fik sig en kort tur ud i friheden.

Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Det var en traktor med en påhængsvogn med cirka 110 grise, der mandag morgen væltede i rundkørslen vest for Thisted.

Ved uheldet slap i omegnen af 50 grise fra det øverste vogndæk løs, og mandskab fra både Thisted Brandvæsen og Beredskabsstyrelsen Nordjylland blev tilkaldt for at indfange dem igen. Det skriver nordjyske.dk.

Ukendt årsag

Uheldet skete, da en landmand på vej til slagteriet, kørte op på en kantsten i rundkørslen. Af endnu ukendte årsager havde det øverste dæk på lastvognen hævet sig i den ene ende, så der derved var kommet en ubalance i vognen, der altså fik vognen til at vælte i rundkørslen.

For en enkelt gris endte turen på stedet, da en tilkaldt dyrlæge måtte aflive det, men ellers kunne resten af grisene gennes over i den anden vogn og altså fortsætte deres sidste rejse til slagteriet.