Vælger i tvivl: Valget står mellem mor og bror

Det er svært at beslutte sig for, hvor krydset skal sættes. Men for Linda Sørensen er valget ekstra svært. Hun skal nemlig vælge mellem sin bror og sin mor.

Linda Sørensen ved ikke, om hun skal stemme på sin bror eller sin mor til valget.
Linda Sørensen ved ikke, om hun skal stemme på sin bror eller sin mor til valget.
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Der kan være mange former for tvivl op til et kommunal- og regionsrådsvalg. Nogle vælgere er måske enige med to partier, og derfor skal de vælge, hvem der fortjener krydset mest. Andre er måske ikke længere enige med det parti, de tidligere har stemt på og derfor skal vælge et nyt parti.

Og så er der 40-årige Linda Sørensen fra Krarup. Hun er nemlig i den politiske klemme, at både hendes mor og bror stiller op til byrådet i Viborg. Hendes mor stiller op for Socialdemokratiet, og hendes bror stiller op for Liberal Alliance.

- Både min mor og min bror stiller op, og jeg vil gerne have valgt dem begge to ind. Så jeg synes, det er svært at vælge, siger Linda Sørensen.

Bror lover middag

Selvom Linda Sørensens kryds ikke er sikkert hos Liberal Alliance, bakker hendes bror hende op.

- Jeg kan godt forstå hende. Et valg mellem bror og mor er et svært valg. Jeg kan prøve at massere hende lidt, men hun skal finde den, hun er mest enig med, siger Keld Lorenzen.

Selvom han mener, det er op til søsteren selv at vælge, håber han da, at stemmen ender hos ham. Og han prøver da også at lokke med lidt goder.

- Jeg er ret sikker på, at hun nok skal få en god middag ud af det, hvis jeg får hendes stemme, siger Keld Lorenzen.

Også Linda Sørensens mor bakker hende op. Og det er selvom, stemmen skulle gå til en helt tredje person.

- Det er jo demokratiets spilleregler, siger Else Thorsager Pedersen.

Men at en helt tredje person skulle løbe med Linda Sørensens stemme, afviser hun. 

- De brænder begge to så meget for at komme ind, så de skal have en chance, siger Linda Sørensen.