Væksthuse skaber midt- og vestjyske arbejdspladser

Der bliver skabt flere arbejdspladser i Danmark som følge af væksthusenes hjælp og rådgivning til virksomheder.

Murer_naer.jpg

En ny opgørelse over de fem kommunale væksthuse i Danmark viser ifølge KL's nyhedsbrev, Momentum, at der i perioden 2013-2015 er blevet skabt mere end 1300 arbejdspladser. Borgmester i Thisted Kommune, Lene Kjelgaard Jensen(V) er formand for bestyrelsen i Væksthus Nordjylland, og hun glæder sig over opgørelsen.

- Det er vigtigt med de her resultater, for der er mange aktører på erhvervsområdet, og nogle kan synes, at det er lidt af en jungle. Det at man kan vise sine resultater, cementerer væksthusenes position, siger Lene Kjelgaard. 

Væksthusene har til formål at hjælpe virksomheder med at udvikle sig. De fem væksthuse er stiftet af kommunerne og organiseret som selvstændige erhvervsdrivende fonde, fordelt rundt i Midtjylland, Nordjylland, Syddanmark, Sjælland og hovedstatsregionen.

Væksthuse som knudepunkt

Dansk Industri har tidligere udtrykt skepsis over for væksthusene, men nu anerkender Sidsel Dyrholm Holst, chef for Dansk Industris enhed for Mindre og Mellemstore Virksomheder & Entrepreneurship, væksthusenes resultater. Hun peger desuden på, at årsagen kan skyldes, at væksthusene har fundet sin rolle i samarbejdet med virksomhederne.

- Dialogen med virksomhederne skal altid tage udgangspunkt i virksomhedernes behov og ikke i, hvad det konkrete væksthus lige har på hylderne af programmer og projekter. Vækshuset skal hjælpe med at pege bredt ud, siger Sidsel Dyrholm Holst.  

De fem væksthuse blev etableret tilbage i 2007.