Våd weekend: Risiko for skybrud

Der kan falde mere end 15 millimeter på en halv time i aften.

Skybrud
Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Weekenden begynder med nogenlunde pænt vejr, men senere er der lagt op til et markant skifte.

DMI har udsendt et varsel om risiko for kraftig regn og skybrud i Midt- og Vestjylland.

Varslet gælder fra lørdag aften klokken 23 til søndag klokken 6. 

- Der kan stedvis falde mellem 25 og 35 mm på seks timer og desuden risiko for lokale skybrud med mere end 15 mm på 30 minutter, skriver DMI.

Vejrtjenesten understreger, at skybrud betyder risiko for akvaplaning, nedsat sigtbarhed og oversvømmede kældre.

Lørdagen byder på temperaturer mellem 18 og 20 grader og svag til jævn vind omkring vest.

Søndag regner meteorologerne med regn og byger flere steder, lokalt med torden, men opklaring fra vest i løbet af dagen.