Våd torsdag endte i vold med stige

En mand fra Lemvig har sovet sin brandert ud i detentionen, efter han i går aftes blev anholdt for vold.

Håndjern sættes fast
Foto: Flemming Christensen

Torsdag aften er for nogle lig med ”lille-fredag”, og det bliver sommetider fejret med våde varer. Sådan forløb det i hvert fald for en 38-årig mand fra Lemvig, der sammen 63-årig mandlig bekendt fik rigeligt indenbords.

Om det promillen, der fik temperamenterne i kog hos de mænd skal være usagt, for omkring klokken19.15 fik Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse om uroligheder på en adresse i Ramme nær Lemvig.

- Det viser sig, at det i første omgang er den 63-årige mand, der efter en diskussion overfalder den 38-årige. Det ophidser den 38-årige så meget, at han går til modangreb og overfalder den ældre mand. Som et slags våben bruger han en stige, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.

Den 63-årige blev efterfølgende kørt til tjek på sygehuset, hvor det blev konstateret, at han var sluppet med overfladiske skrammer på kroppen.

Den 38-årige fik lov til at overnatte i detentionen og vil senere fredag blive fremstillet i et grundlovsforhør.