Nyt våben mod trafikstøj er en succes

Det kan dæmpe larmen så meget, at det virker som om, at der kun kører det halve antal biler forbi.

Rute 13 er en meget befærdet vej, som har beboelse tæt på.
Rute 13 er en meget befærdet vej, som har beboelse tæt på.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Trafiklarm kan være meget generende, hvis man bor lige op ad en trafikeret vej. Det har Vejdirektoratet igen forsøgt at gøre noget ved med deres nyeste autoværn, og forsøgene viser, at det hjælper.

Et dansk produceret autoværn er opsat på en forsøgsstrækning ud for Pårup vest for Silkeborg. Her har værnet dæmpet støjen med 2-5 decibel, hvilket svarer til en halvering af trafikmængden.

- Resultaterne er meget lovende, og autoværnet kan vise sig at blive et vigtigt redskab i Vejdirektoratets kamp mod trafikstøj på strækninger med beboelse tæt på vejen, siger Jette Voigt, der er projektleder i Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.

Forsøget har kørt i 2017 på en 800 meter lang strækning på rute 13 ud for Pårup. Vejen blev udvalgt, fordi der her er boliger helt tæt op ad den, og borgere, der føler sig generet af larmen.

Her ses autoværnet.
Her ses autoværnet.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Flere forsøgstrækninger på vej

Selvom forsøget umiddelbart er en succes, så kan Vejdirektoratet endnu ikke konkludere, at de har fået en endelig løsning på problemet.

- Placeringen af et støjdæmpende autoværn tæt på vejen og dermed trafikstøjen har haft en betydelig effekt for de nærmeste huse. Vores målinger viser samtidig, at autoværnet har en god effekt op til 60 meter fra vejen og faktisk også længere væk. Men effekten afhænger af de lokale forhold. Vi skal derfor have resultater fra andre teststrækninger i landet, før vi kan sige mere om, hvor effektivt det er, siger Jette Voigt.

Vejdirektoratet samarbejder nu med Ishøj og Vallensbæk kommuner, der har autoværnet op. Disse forsøg skal være med til at have et klart billede af autoværnets effekt.

De danske forsøg med autoværnet bliver fulgt med interesse fra flere lande, som også arbejder på, at bringe støjen fra trafikken ned i tæt beboede områder. Det drejer sig blandt andet om Norge, Tyskland, Holland og USA.

2:26
Lær mere om autoværnet her.