V: Stormflodsordning er god nok

Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, afviser forslaget om at ændre stormflodsordningen, så den kun omfatter bygninger af ældre dato.

Venstres erhvervsordfører afviser forslag om ikke at dække nybyggede huse efter stormflod.
Venstres erhvervsordfører afviser forslag om ikke at dække nybyggede huse efter stormflod.

Forsikringsbranchen har i dag været ude at foreslå, at nybyggede huse på udsatte steder ikke længere skal kunne dækkes af stormflodsordningen. Stormrådets formand Jesper Rasmussen bakker op om ideen.

Men politisk vinder forslaget ikke indpas. I hvert fald ikke fra Venstre. Her mener erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen at ordningen fungerer fint, som den er indrettet i dag.

- Stormflodsordningen er en god ordning, som sikrer, at vi alle kollektivt og solidarisk betaler et lille ekstra bidrag på vores forsikring, som sikrer tryghed for de boligejere, som kommer ud for sådan en ekstrem hændelse, siger han.

Forbrugerrådet Tænk støtter forslag
Forbrugerrådet Tænk er dog heller ikke afvisende over for, at det kan blive nødvendigt at lade de mere risikovillige boligejere selv betale for stormflodsskader.   

- Jeg tror, at der er brug for, at samfundet træder til ved de helt uforudsete katastrofer. Hvis kommunernes risikoanalyse ser fin ud, og ulykken sker alligevel. Men hvis et hus er opført med kalkuleret risiko, kan man godt diskutere, om det er en samfundsmæssig opgave at hjælpe til, siger Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk til Ritzau.