V-profil er ikke længere fiskeriordfører

​Venstre har ladet det gå ubemærket hen, at Thomas Danielsen (V) ikke længere bestrider posten som fiskeriordfører i partiet.

Thomas Danielsen (V) har mistet sin post som fiskeriordfører. Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Venstrepolitikeren Thomas Danielsen er ikke længere fiskeriordfører.

Det skriver Ekstra Bladet onsdag morgen.

Læs også OVERBLIK: Det sagde Løkke om sin relation til kvotekonger

Det er Venstre-kollegaen Erling Bonnesen (V), der nu har overtaget posten som fiskeriordfører, selvom der ikke er blevet meldt noget offentligt ud omkring det.

På Folketingets hjemmeside fremgår det også, at Bonnesen er Venstres ny ordfører på fiskeriområdet.

- Erling overtog i forbindelse med Thomas’ barsel, hvorefter der kom lidt uro på området, siger Søren Gade, der er tidligere gruppeformand for Venstre på Christiansborg, til Ekstra Bladet.

Overfor avisen ønsker Søren gade ikke at komme nærmere ind på, hvad ’uro’ dækker over.

Danielsen: Kan ikke genkende uro

Den udlægning, stemmer dog ikke overens med Thomas Danielsens opfattelse af sagen.

- Jeg kan bestemt ikke genkende den beskrivelse. Der er ikke nogen uro, siger han til TV MIDTVEST.

- Jeg blander mig ikke I, hvad Ekstra Bladet skriver, men jeg offentliggjorde allerede på en fiskeriforsamling i Thyborøn i starten af året, at Erling Bonnesen ville køre videre som fiskeriordfører, forklarer Thomas Danielsen.

Danielsen har firma med kvotekonge

Beslutningen om at skifte ud på posten som fiskeriordfører blev truffet i foråret, da Thomas Danielsen vendte tilbage efter et halvt års barsel.

Sidste år berettede Ekstra Bladet om, at Thomas Danielsens private firma havde fået en økonomisk indsprøjtning i millionklassen af storfiskeren John-Anker Hametner Larsen. En indsprøjtning, der i løbet af en enkelt måned resulterede i en enorm vækst af politikerens investering.

Thomas Danielsen bestrider fortsat sine andre ordførerskaber, så det er udelukkende posten som fiskeriordfører, han ikke længere sidder på.

Læs også Regionsrådsformand: Personalet har råbt op i flere år