V: Nye regler skal beskytte iværksættere

Venstre vil have nye regler, der skal sikre at driftige iværksættere ikke spilder tid og penge i bureaukratisk fælde. Det sker efter, en landmand i Spjald i 11. time fik afvist et byggeprojekt af et biogasanlæg.

190314KnudChristensenSony.jpg

Landmand Knud Kristensen fra Spjald fulgte både alle kommunen og Naturstyrelsens anvisninger, da han skulle projektere et biogasanlæg. Dagen før projektet skulle stemmes igennem byrådet afviste Natur- og Miljøklagenævnet alligevel projektet, fordi der i mellemtiden var kommet en ny tolkning af reglerne, som byggeprojektet nu ikke levede op til.

En meget skuffet Knud Kristensen må sande, at to år og 300.000 kroner er spildt.

- Jeg troede ikke mine egne ører. Jeg havde gjort, alt jeg var blevet bedt om. Det er bare helt uforståeligt, hvordan sådan noget kan foregå, siger Knud Kristensen.

Screening eller VVM

Det er Ringkøbing-Skjern Kommune, der er myndighed i sagen, men for at sikre, at alt gik til, som det skulle, havde kommunen løbende kontakt til Naturstyrelsen. I følge Naturstyrelsen skulle der forud for byggeprojektet laves en miljøscreening af projektet.

En nabo klagede imidlertid til Natur- og Miljøklagenævnet. Det sker i mange byggesager, men har ikke opsættende virkning på myndighedsbehandlingen. Helt efter rutinen arbejdede Kommunen videre, og projektet blev stemt igennem både Økonomi- og Teknisk udvalg. Dagen før byrådet skulle stemme biogasanlægget endeligt igennem, siger Natur- og miljøklagenævnet, at Naturstyrelsen og Kommunen har tolket reglerne forkert, og at der nu skal være en fuld VVM-redegørelse før projektet kan godkendes.

- Hvis jeg bare havde fået det at vide fra begyndelsen, så havde jeg jo brugt tiden og pengene på at lave sådan en. Nu har jeg spildt jeg både penge og tid.

Nye regler

Venstres miljøordfører forstår Knud Kristensens frustrationen.

- Jeg synes, det er urimeligt. Det er en dårlig retssikkerhed, når man ikke kan være sikker på, hvad er det for nogle vilkår, man arbejder med, siger Henrik Høegh.

Venstre vil bringe sagen med ind i de kommende forhandlinger om Vækstplan-fødevarer.

- Det her kan hverken minister eller offentlig myndighed være bekendt. Når de beynder sagsbehandlingen, så må de vilkår, der glæder altså følge den sag i resten af dens liv. Hvis man gerne vil have mere vedvarende energi og mere husdyrproduktion, så er vi nødt til at behandle ansøgerne rimeligt. Det vil sige, at de regelr der er, når man indleverer sin ansøgning, de skal gælde i hele ansøgningens levetid, siger Henrik Høegh til TV MIDTVEST.