V: Luk Hobro Sygehus og red Nykøbing M
Regionsrådspolitikeren Peter Therkildsen fra Venstre vil lukke sygehuset i Hobro for at redde sygehuset i Nykøbing Mors.
Når Region Nordjylland på mandag holder forretningsudvalgsmøde har Peter Therkildsen fra Venstre et forslag med, som borgere fra Nykøbing Mors vil finde interessant.
Peter Therkildsen vil bevare sygehuset i Nykøbing og lukke det tilsvarende i Hobro. Det skriver Limfjord Update.
- Der er jo betydeligt mere økonomi i at kigge på sådan en strukturændring end at kigge på de to-fire millioner, man kan spare ved at fjerne aktiviteter på Nykøbing-matriklen, siger Peter Therkildsen til Limfjord Update.
Desuden peger Peter Therkildsen på, at man er nødt til at bevare sygehusaktiviteter på Mors for at bevare balancen i Region Nordjylland.