V-borgmester stemte på Pia Kjærsgaard, fordi hun så godt ud

Borgmesteren i Vesthimmerland er glødende venstremand, men indrømmer, at han én gang har stemt på Fremskridtspartiet.

27:51
Per Bach Laursen er venstre-mand og borgmester i Vesthimmerland. Han er 57 år og født i Løgstør. Siden 2010 har han siddet i byrådet i den kommune, hvor han i november sidste år blev den nye første-mand på rådhuset i Aars.

Han driver en slægtsgård. Fik liberalismen ind med modermælken. Og er i dag Venstre-borgmester i Vesthimmerlands Kommune. Alligevel vedstår Per Bach Laursen, at han ikke altid har været tro mod sit parti.

I 1988 satte han kryds ved liste Z. Folketingets nuværende formand var skyld i, at Per Bach Laursen dengang, mens han gik på Næsgaard Agerbrugsskole på Falster, stemte på Fremskridtspartiet.

- Hun var en ret køn pige at se på, siger Per Bach Laursen.

Det er Pia Kjærsgaards udseende, Per Bach Lausen taler om. For 31 år siden, da han var landbrugsskoleelev, var den daværende fremskridtskvinde, som senere stiftede Dansk Folkeparti, kandidat til Folketinget. Per Bach Laursens kammerat på landbrugsskolen, Per Larsen, var formand for Fremskridtspartiets Ungdom. Han var medvirkende til, at den kommende landmand fra Vesthimmerland fik øjnene op for den dengang unge og blonde Pia Kjærsgaard.

- Per Larsen, som i dag er konservativt medlem af regionsrådet i Nordjylland, var en god fyr at snakke politik med. Og da valget kom i foråret '88, da var vi nogle stykker der syntes, at nu ville vi stemme på Fremskridtspartiet. Og især fordi Pia Kjærsgaard var opstillet nede på øerne.

Så det var Pia Kjærsgaards udseende mere en politikken, der fascinerede?

- Det var det. Det må jeg indrømme, fastslår Per Bach Laursen.

I krig med Konservative

I dag er det længe siden. Per Bach Laursens politiske ståsted er klippefast. Han er medlem af Venstre. Har siddet i byrådet i Vesthimmerlands Kommune siden 2010. Den 1. januar 2018 blev han borgmester.

- Det er det bedste job jeg nogensinde har haft. Det at være borgmester, det må være verdens bedste job, siger Per Bach Laursen.

Og det siger han, selvom byrådet i Vesthimmerlands Kommune, både før og efter valget i 2017, har været samspilsramt. En ambition om i efteråret at lave et budget for 2019, hvor alle partier i byrådet var med, mislykkedes.

De Konservative valgte ikke at gå med i aftalen – måske fordi gammelt nag stadig spiller ind. Per Bach Laursen har haft et til tider anstrengt forhold til sin forgænger, konservative Knud Kristensen, som for et år siden besluttede helt at forlade den kommunalpolitiske scene i Vesthimmerland. I dag erkender kommunens nuværende borgmester, at fortiden kan have haft indflydelse på nutiden.

- Er det ikke sådan, at hvis der er to, der gerne vil være borgmester i to partier, der ligner hinanden så meget, så er det måske der, hvor krigen er størst? Det er i hvert fald sådan jeg opfatter det, siger Venstre-borgmesteren.

Vil dø i Vesthimmerland

Ikke desto mindre holder Per Bach Laursen fast i, at livet som borgmester er udfordringerne værd. Han har nu siddet godt et år i stolen på borgmesterkontoret på rådhuset i Aars. Der er knap tre år til næste kommunalvalg – men den 57-årige himmerlænding ved allerede nu, at han har mod på mere.

- Jeg kan se mig selv i mange år i Vesthimmerland. Det er der jeg skal dø en dag. Det er jeg sikker på. Jeg vil gerne have lov til at arbejde med det jeg gør nu. Så er det op til vælgerne, om jeg skal fortsætte som borgmester, siger Per Bach Laursen.