Væltet lastbil spærrer rundkørsel i Viborg

En særtransport med betonelementer er væltet og spærrer for trafik i Viborg.

En lastbil med betonelementer er væltet i Viborg i rundkørslen ved Bilka.

- Den er væltet midt i rundkørslen og spærrer for al kørsel ud af rundkørslen mod nord, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi Kjeld Nedergaard.

Politiet er på stedet for at regulere trafikken og vagtchefen regner med, at det vil tage lang tid, inden trafikken igen kan gå fra rundkørslen ad Vestre Ringvej.

- Først skal lastbilen rejses, og derefter skal betonelementerne bjærges, fortæller Kjeld Nedergaard.

Betonelementerne ligger spredt på stedet, og vagtchefen har ikke noget bud på, hvornår vejen er klar igen.

Opdatering kl. 19.00:

Vejen er igen ryddet fra kl. 15.30.