Utzon-nedrivning vækker skepsis hos politikere

Olieselskabet Uno-X vil fjerne det ikoniske Utzon-tag på en tankstation i Herning. Det møder modstand hos flere politikere i byrådet.

unoxtagherningweb.jpg

Siden 1986 har Uno-X-tanken på Poulsgade i Herning været prydet med et iøjnefaldende tag tegnet af arkitektfirmaet Utzon Associates, som havde nu afdøde verdensberømte Jørn Utzon blandt sine arkitekter.

Nu vil Uno-X fjerne taget, da det angiveligt er for dyrt at reparere. I stedet vil olieselskabet erstatte det med en anden tagkonstruktion, oplyser AOH.dk.

Den 10. august skal sagen drøftes politisk.

- Umiddelbart er jeg ikke stemt for at tillade en nedrivning af taget. Det er jo et Herning-vartegn, der fortæller noget om Hernings nyere historie. Derfor kræver det grundige overvejelser, siger Ulrik Hyldgaard (V), formand for Byplanudvalget.

Et andet medlem af Byplanudvalget Johs. Poulsen (R) mener også man bør tænke sig godt om, når det gælder tagets fremtid.

- Taget er et af de fineste, nyere bygningsværker i Herning. Det er værd at overveje, om ikke det eksisterende tag kan integreres i benzinselskabets planer. Det er jo ikke, fordi verden er plastret til med Utzon-byggerier, siger Johs. Poulsen til AOH.dk.

Foto: Google Maps