Utilstrækkelig vejledning ved hjernerystelse

Forening kritiserer læger og sygehuspersonale og efterlyser nye retningslinjer i forbindelse med hjernerystelse.

regionshospitalet_viborg2_0.jpg

Læger og sygehuspersonale tager ofte for let på vejledningen af patienter med hjernerystelse. Den kritik kommer fra Hjernerystelsesforeningen, der nu efterlyser nye retningslinjer på området, skriver DR P4 Midt & Vest.

Måtte opgive arbejde

Mette Gransgaard fra Skalstrup ved Vemb kørte for snart tre år siden galt i sin bil og fik en hjernerystelse. På hospitalet tjekkede lægerne kun for evt. brud i nakken.

- Men da der ikke var noget, sendte lægerne mig hjem uden at nævne ordet hjernerystelse, siger Mette Gransgaard til DR P4 Midt & Vest.

I dag har Mette Gransgaard kronisk hovedpine og kan ikke længere arbejde som lærer.

Kræver nye retningslinjer

Hjernerystelsesforeningen mener, at der er al for stor forskel på, hvilken vejledning en patient med hjernerystelse får. Nogle læger forklarer grundigt, hvorfor ro og hvile er vigtigt. Andre siger, som i Mettes tilfælde, intet.

Det fortæller formand for Hjernerystelsesforeningen, Kim Friedrich. Han kræver nu nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.

- Så man kan være sikker på at få samme høje kvalitet, råd og vejledning, uanset hvem man møder i sundhedssystemet, siger Kim Friedrich.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at de på nuværende tidspunkt ikke planlægger at lave nye retningslinjer på området

Det anslås at omkring 2000 patienter, hvert år får varige mén efter en hjernerystelse.