Utilregnelig og truende mand set med økse i Holstebro

Det er endnu ikke lykkedes politiet at anholde den 32-årig mand, som har virket truende og er set med en økse. Manden vurderes utilregnelig.

politi.jpg

Det er endnu ikke lykkedes politiet i Midt- og Vestjylland at anholde en 32-årig mand, som har virket truende og er set med en økse. Manden eftersøges af politiet, der vurderer ham som utilregnelig.

- Man skal ikke forsøge at pågribe ham, skriver politiet i en pressemeddelelse.

 

Politiet oplyste kort efter midnat natten til torsdag, at de var i gang med en anholdelsesaktion på to adresser i Ringparken og den nærliggende Rendsborggade i Holstebro. Tidligt torsdag morgen var den 32-årige dog stadig ikke anholdt.

- Men mon ikke det sker snart, siger vagtchef Simon Skelkjær, Midt- og Vestjyllands Politi.

Der er tale om den samme 32-årige mand, som tirsdag aften var mistænkt for at have et skydevåben på sig i Ringparken.  Manden havde tirsdag givet udtryk for, at han kunne være i besiddelse af våben. Truslerne blev udløst af den 32-årige, der havde knust en rude i Ringparken, hvorefter han fremsagde truslerne. Derfor måtte politiet møde talstærkt op. Det tog politiet knap fire timer at få manden anholdt. Efter anholdelsen blev mandens lejlighed ransaget, og her fandt politiet en kniv og en paintballpistol. Der var dog ikke grundlag for at varetægtsfængsle ham.

- Når der er tale om en situation, hvor der kan være våben involveret, tager vi ingen chancer. Derfor skulle vi være massivt tilstede. Vi kunne dog klare hele situationen med folk fra egne rækker, og selve anholdelsen forløb stille og roligt omkring kl. 01.00, sagde Allan Riis efter aktionen tirsdag aften.

 

Politiet har natten til torsdag så ransaget to adresser med forbindelse til den 32-årige, men altså ikke foretaget nogen anholdelse.

- Vi har fundet to ulovlige knive ved ransagningen på en af adresserne, siger vagtchef Simon Skelkjær fra Midt-og Vestjyllands Politi. Han oplyser, at politiet ikke umiddelbart har nogen formodning om, hvor manden opholder sig.

Manden vurderes som utilregnelig, og borgere skal derfor ikke forsøge selv at pågribe ham, men i stedet kontakte ordensmagten.

Den 32-årige mand er fra lokalområdet, 176 centimeter høj og skaldet. Han er muligvis iført en blå skjorte, brune shorts og briller.

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvordan manden konkret har været truende.