Usikker fremtid for Paletten

Paletten blev ikke regionalt spillested. Nu vil formanden for kulturudvalget i Viborg Kommune genoverveje støtten til at udvide spillestedet.

Paletten.jpg

Tidligere på ugen stod det klart, at det ikke lykkedes Paletten at score titlen som regionalt spillested. Det havde ellers betydet masser af støttekroner fra Kulturministeriet, men også fra Viborg Kommune, der stod klar med 6 millioner til en udvidelse.

- Udvidelsen er vigtig, fordi der er i øjeblikket en masse bands og solister som går Viborgs næse forbi. Vores kapacitet er for lille, og Tinghallens er for stor, siger Per Dragheim der er formand for Paletten.

Vil se på fremtiden

Men den udvidelse bliver måske ikke aktuel. Den manglende status som regionalt spillested kan nu også få de seks millioner fra Viborg Kommune til at forsvinde.

- Det giver mig som kulturformand anledning til, i hvert fald lige at standse op og sige, hvad er det så vi skal med fremtiden?, siger formanden for Kulturudvalget i Viborg Kommune, Per Møller Jensen.

Palettens fremtid skal diskuteres på kulturudvalgets næste møde, den tredje maj.

2:02
Kulturudvalgsformand vil genoverveje kommunal støttekroner, fordi det ikke lykkede at få status som regionalt spillested.