Usædvanligt: Skive-virksomhed vinder pris for fjerde gang

Internet-virksomheden Cykelpartner har for fjerde gang vundet den fornemme pris, Børsens Gazellepris.

Internet-virksomheden Cykelpartner ser en fordel i at ligge ved Skive.
Internet-virksomheden Cykelpartner ser en fordel i at ligge ved Skive.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Cykelpumper, slanger og ringeklokker. Alt til cyklen er at finde i Cykelpartners haller uden for Skive. Men udstyret bliver ikke længe i hallerne. Webshoppen har så stort et salg og har oplevet så meget vækst de seneste år, at de nu for fjerde år i træk har vundet Børsens Gazellepris.

- Det er fantastisk, og jeg synes, det er enestående, at vi for fjerde år i træk er i stand til at få en Gazellepris. Det er vi rigtig stolte af, siger Michael Givskov, der er indehaver af Cykelpartner.

Det er ret usædvanligt, at en virksomhed vinder den fornemme pris så mange gange. I følge Cykelpartner, der har 35 ansatte i deres 5.000 kvadratmeter store lagerhal i Jebjerg, er det netop placeringen, som er en af årsagerne til succesen.

- Der er lavere omkostninger ved at ligge her, hvor vi gør i dag. Lokaleomkostningerne er ikke helt på samme niveau, som de er andre steder. Det er en fordel, at vi ligger lidt for selv, og vi har mulighed for at brede os, for der er ikke så mange naboer, siger Michael Givskov.

E-handel på himmelflugt

Den danske e-handel vokser stødt, og fra sidste år til i år er e-handlen steget med 20 procent. Det betyder, der i 2016 er blevet handlet for 12 milliarder kroner mere end i 2015.

I Skive Kommune, hvor Cykelpartner har hjemme, tror de også på, at e-handel er fremtiden.

- Vi prøver på at understøtte den her udvikling, for vi er ret sikre på, at e-handel vil vokse gevaldigt de kommende år, siger Peder Christian Kirkegaard (V), der er borgmester i Skive Kommune.

Kommunen arbejder målrettet på at gøre sig attraktive for e-handlen.

- Vi kan hjælpe dem og rådgive dem i startfasen, ligesom vi med hurtig sagsbehandling kan sikre dem, at de kan komme i gang på de lokationer, hvor de synes, at der kunne være et godt udgangspunkt for dem, siger Peder Christian Kirkegaard.

1:42