Uroen fortsætter: Direktør forlader Viborg HK

Nikolai Norup stopper efter kun fem måneder i klubben på grund af uenighed om fremtiden.

250315NikolaiNorup2.jpg

Uroen i Viborg HK fortsætter for fuld styrke.

Den midtjyske håndboldklub oplyser i en fondsbørsmeddelelse, at direktør Nikolai Norup fratæder sin stilling efter gensidig aftale med bestyrelsen.

- Bestyrelsen og direktøren er blevet enige om, at parternes veje må skilles, da de er uenige om planen for fremtidens Viborg HK A/S, står der i meddelelsen.

Norup nåede kun fem måneder på posten i den uroprægede håndboldklub. Han afløste Jan Buhr, der nåede et år som direktør, inden han sagde op.

Ny direktør bliver Henrik Dahl, der ellers lige var blevet valgt til ny formand for bestyrelsen. Han fortsætter som menigt medlem i bestyrelsen, hvor Palle Kjeldgaard-Christiansen bliver ny formand.

Nyheden kommer kun to dage, efter at Ove Kloch valgte at trække sig som formand for klubben. Det skete med den begrundelse, at han ikke kunne stå inde for, at fyringen af cheftræner Christian Dalmose ville betyde en yderligere forværring af klubbens økonomi.