Uro koster Bravo Tours dyrt

Bravo Tours var ikke hurtige nok til at skære ned i antallet af rejser, da krisen ramte. Det koster charterselskabet dyrt.

Badning 2.jpg

2013 var et vanskeligt år for rejsebranchen i almindelighed og for Bravo Tours i særdeleshed. Det skriver Jyllands-Posten.

Således fik den Herning-baserede virksomhed blot 50 kroner i overskud pr. rejse.

Det er især uroen i Egypten og for stor kapacitet af rejser, der er de største grunde til, at Bravo Tours havde det svært i det forgangne år. Mere end 10.000 rejser til Egypten blev aflyst.

- Det var ikke et jubelår. Der var overkapacitet af rejser, og vi var ikke hurtige nok til at reagere og skære ned. Da det gik godt, var vi ikke kloge nok til at holde igen med kapaciteten. Det betalte vi prisen for, siger direktør Peder Hornshøj til Jyllands-Posten.

Derudover betød den ekstraordinært varme sommer i Danmark også, at chartergæsterne i stedet blev hjemme på solterrassen i haven.