Unibet tager veterans spilerstatning til Højesteret

På to år spillede en psykisk skadet mand to millioner væk. Unibet anker nu erstatning til øverste retsinstans.

Højesteret
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

En krigsveteran kunne ikke holde sig fra Unibets mange spillemuligheder, og i løbet af 2012 og 2013 fik han således spillet to millioner kroner op.

Det var forkert, at firmaet ikke stoppede manden, slog Vestre Landsret i december fast.

Desuden besluttede landsretten, at Unibet skulle betale manden 1,2 millioner kroner i erstatning.

Fredag oplyser Procesbevillingsnævnet på sin hjemmeside, at det har givet Unibet tilladelse til at anke den erstatningsdom til landets øverste retsinstans, Højesteret.

Den mulighed vil spillefirmaet benytte sig af, bekræfter Unibet fredag over for Ritzau.

- Det handler om, hvorvidt vi som virksomhed har et ansvar, der ligger uden for gældende regler og lovgivning. Derfor ser vi det som en principiel sag, og derfor anker vi, siger Per Marxen, pressechef Unibet.

Center for Ludomani behandler omkring 700 spilafhængige årligt.

Centeret vurderede efter landsretsdommen i december, at udfaldet netop kunne åbne for, at flere med svær afhængighed kunne forsøge at få nogle af de tabte kroner tilbage.

Retten i Herning var den første retsinstans, der tog stilling til sagen. I januar sidste år frikendte den selskabet for ansvar.

Men den dom trumfede Vestre Landsret knap et år senere, da den fandt det altså kritisabelt, at Unibet lod den PTSD-ramte mand spille millioner af kroner op.

Penge, som veteranen havde fået i erstatning for psykiske skader, han pådrog sig under udsendelse til Bosnien i 1990'erne.

I retten har krigsveteranen blandt andet forklaret, at han flere gange gjorde Unibet opmærksom på, at han spillede af desperation og ikke af lyst.

Alligevel tilbød Unibet ham bonusordninger, så han kunne fortsætte med at spille, og firmaet inviterede ham blandt andet til en Champions League-fodboldkamp i Stuttgart i Tyskland.

Det er uvist, hvornår sagen kan blive behandlet i Højesteret.